Caja Rude

Caja Rude fik en turbulent barndom, da faderen forlod moderen og de otte børn i 1892. Caja Rude var da otte år. Moderen var født i Uruguay, og Caja Rude gik en kort tid i katolsk skole i Randers, men måtte på grund af fattigdommen sendes ud at tjene allerede i tiårs-alderen. 17 år gammel kom hun til København som tjenestepige. Hendes skolegang havde været nødtørftig, og i sine pladser fik hun rigelige erfaringer med social nød, klasseforskelle og seksuel udnyttelse. Under et kurophold, hvor hun blev behandlet for begyndende tuberkulose, blev hendes skrivelyst styrket, men vejen frem krævede megen selvuddannelse. En kort tid var hun elev på Musikkonservatoriet. Hun blev gift i 1907 og bosatte sig med sin mand i Stege. Senere flyttede de til Korsør, hvor hun engagerede sig i kvindepolitisk arbejde, og i en periode var hun formand for den lokale afdeling af Dansk Kvindesamfund. Samtidig tog hun del i socialt arbejde.

Efter afbrydelsen af det ægteskabelige samliv virkede Caja Rude i nogle år som biografpianist, men arbejdede primært som journalist. Sit første indlæg havde hun fået optaget i 1910, og omkring 1915 begyndte hun mere regelmæssigt at skrive til aviser. I 1925 fik hun opført skuespillet Som Kvinder var – som Kvinder er i Slagelse, og det følgende år kunne hendes stykke Arvefjenden opleves i Helsingør. Fra 1929 var hun ansat ved Social-Demokraten, og samme år udkom hendes første bog, novellesamlingen Skyggebilleder om eksistenser på samfundets og storbyens bund. Med romanen Arbejdere, 1930, begynder konturerne af hendes forfatterskabs veje at tegne sig. Det plæderer for en politisk kamp på socialdemokratisk grundlag og fokuserer på hjemmets kultur, kvindernes rolle og opdragelsen til selvværd og selvdisciplin som del af arbejdernes kamp for bedre sociale og økonomiske vilkår. I Kravet, 1931, kommer truslen mod familien og den unge datter dels fra faderens drikfældighed, dels fra arbejdsgiverens seksuelle overgreb på pigen. Problemerne løses, da faderen bliver afholdsmand, og den unge pige forlover sig med sin kæreste, idet de lover hinanden, at de begge skal forblive arbejdere. Ligheden mellem kønnene og understregningen af, hvor vigtigt det er for kvinder at beholde mandens respekt, bliver et centralt programpunkt i såvel hendes journalistiske som hendes fiktive produktion. I de første bøger er der samtidig en tendens til at vise den unge kvinde som offer for overgreb og nedslidning, men den viger efterhånden for billeder af kække og stærke piger.

I 1930 kom den første af en række bøger for unge piger. Marie Louise og Jørgen vakte opsigt på grund af sin seriøse behandling af seksualiteten og de unges problemer med dels at få klar besked, dels at finde vej i deres egne første forelskelser. Jeg søger Plads, 1932, med fortsættelsen Ellinor, 1934, understreger også det pædagogiske aspekt. Som de andre ungpigebøger er de dannelsesromaner, men snarest i den forstand, at heltinden ved sit eksempel danner den unge læser. Trods enkelte nedture, fristelser og dårlig økonomi holder Ellinor stedse humøret og moralen oppe, mens hendes kammerater bliver repræsentanter for de farer, der truer de unge, fra underbetaling og udnyttelse på arbejdsmarkedet til graviditet i utide, alkohol og løse forhold. I et par af de efterfølgende bøger går pigerne utraditionelle veje. En ung pige i Magasinets Else, 1936, vælger at blive murer, og i Inger Marie går i Lære, 1940, må heltinden kæmpe for sin sag som landvæsenselev. De unge kvinder værdsætter deres mødres indsats for det gode hjem, men selv repræsenterer de en ny generation, der må vælge arbejdet. Hårdt er livet for den ganske unge pige i Gitte, 1938, der under sin moders sygdom må forsørge familien. Hun får støtte af en socialhjælper, der pointerer, at samfundets støtte ikke skal opfattes som gammeldags fattighjælp. 1930’ernes udvikling af den socialdemokratiske velfærdstænkning kommer til orde her. Fra 1938 er også Kammerat Tinka, der kraftigt understreger klassebevidstheden, kvindernes styrke og behovet for en arbejderkultur, også i form af bøger, som de unge kan identificere sig med. Det var en sådan litteratur, Caja Rude selv ville skabe med sine ungepigebøger.

Samtidig fortsatte Caja Rude sit journalistiske og sociale arbejde. Hun varetog kvindestoffet på Social-Demokraten og var en årrække redaktør af brevkassen Spørg Ville!, hvor hun besvarede spørgsmål om sociale problemer og formidlede kontakt til de sociale institutioner. Som brevkasseredaktør samlede hun et kartotek på mere end 23.000 sager og fik i 1941 Tuborgfondets understøttelse til at gå videre med sit arbejde og sammenligne de kvindelige industriarbejderes forhold i de skandinaviske lande. Caja Rude blandede sig også i 1930’ernes debat om kammeratægteskab og svangerskabsafbrydelse. Hendes overordnede holdning, der til dels byggede på hendes egne ungdomserfaringer, var, at ægteskabet skulle danne ramme om erotikken. Kønsdriften skulle kultiveres og civiliseres og formålet med seksualiteten være samhørighed og børn. Derfor meldte hun sig som aktiv modstander af svangerskabsafbrydelse, og hun advarede til stadighed mod forlystelsessyge, drikkeri, frådseri og lyst til smukke klæder, der kunne føre de unge piger i fordærv. Hendes engagement i arbejderkvinderne omfattede alle dele af livet, men det er karakteristisk, at hun så stærkt betonede den individuelle dannelse som betingelse for bedre livsvilkår. Arbejderkultur betød for hende, at der skulle skrives bøger for de unge arbejderkvinder, men især, at det var vigtigt at hævde sit eget værd, at opnå en sund og stærk selvbevidsthed gennem uddannelse og til slut at kunne skabe et stabilt hjem, baseret på respekt for kvinden som hustru, arbejder og moder.