Birgitte Winther

Da Birgitte Winther havde været aktiv som sanger i fem år, skrev teaterchef H. W. v. Warnstedt om hende, at hun var så “færdig”, dvs. veluddannet, “i Vocalmusiken, at hun kunde synge af Bladet, hvad man i Forhold til hendes Stemme og dens Omfang forelagde hende”. Da den første danske operaskole startede i 1773, blev der annonceret efter unge mennesker, “hvis reene og behagelige Stemme giør dem oplagte til Vocal Musiken”. Blandt dem, der meldte sig, var Birgitte Winther. Med sin betydelige altstemme og sin imponerende flid kom hun hurtigt frem i forreste række. Hun blev uddannet af skolens italienske sanglærer Michel Angelo Potenza og afskrev i løbet af sin uddannelse en lang række italienske arier til eget brug. Allerede i januar 1774 debuterede hun med stor succes på Det Kgl. Teater i syngespillet Den prøvede Troskab af Thomas Christian Walter. Som skuespiller var hun i de første år ikke meget bevendt, men som sanger blev hun hurtigt uundværlig. Hun besad en vokal virtuositet, der dokumenteres af de partier, som Paolo Scalabrini komponerede til hende i festprologen Cereris og Thetidis Striid, opført i anledning af arveprins Frederiks bryllup i 1774, og syngespillet Oraklet i 1776. Det er arier i den store, virtuose stil med langt udholdte toner, triller og et væld af koloraturer. Den eneste sanger, der i de første år kunne hamle op med Birgitte Winther på dette område var sopranen Caroline Walter. Sammen udfoldede de sig i en række forestillinger og ved mange koncerter. Særligt populære blev opførelserne af G.B. Pergolesis Stabat Mater, som fandt sted ved hoffet i fastetiden.

Efter at Caroline Walter i 1780 havde forladt Danmark, blev det Catharine Frydendahl, som Birgitte Winther kom til at samarbejde med, også uden for det faglige område. Frydendahl måtte i 1780 som general H.H. v. Eickstedts elskerinde opholde sig i Fredensborg i sommertiden. Birgitte Winther blev som “sat og sædelig Pige” udset til at følge med som anstandsdame, og for yderligere at tilsløre forholdet fik begge sangere påtvunget undervisning af violinisten Johannes Darbes. Til de populære franske syngespil kom i 1780’erne Det Kgl. Teaters udspil med store, gennemkomponerede operaer. Birgitte Winther fik den mandlige hovedrolle i A. Salieris Armida og store opgaver i Johann Gottlieb Naumanns Orfeus og Eurydike og Cora. Som koncertsanger var hun i disse år uhyre aktiv. Sammen med kolleger som Michael Rosing og Jens Musted optrådte hun ved Det musikalske Selskabs og Det harmoniske Selskabs koncerter. Hendes popularitet i koncertlivet kan aflæses af den beklagelse, hvormed Warnstedt i en rapport om Det Kgl. Teaters forhold bemærkede, at når Birgitte Winther optrådte så meget ude i byen, behøvede publikum ikke gå i teatret for at høre hende.

Birgitte Winthers foredrag skal ifølge musikhistorikeren V.C. Ravn have været noget køligt, ligesom recitativerne “led af en vis Stivhed”. Stemmen har antagelig været en rigtig kontraalt, da hun i sine partier nødigt sang toner over det tostregede f. På sine ældre dage udviklede hun sig som skuespiller i det komiske rollefag, hvor hun bl.a. gav en “i Sandhed mesterlig” fremstilling af Geske i Ludvig Holbergs Den politiske Kandestøber. Blandt sine kammerater gik hun under navnet “Mamsel Biderhvas”, en hentydning til de rappenskralder, hun fremstillede med så stort held. En glansrolle fra denne periode blev husholdersken i Christian Olufsens komedie Gulddaasen. Med den tog hun i 1805 sin afsked. Sammen med Caroline Walter og Frydendahl hører Birgitte Winther til de betydeligste blandt de sangere, der i 1700-tallets sidste årtier grundlagde Det Kgl. Teaters nuværende operatradition.