Birgitte Thott (godsejer)

Birgitte Thott blev født ind i en af de rigeste og mest indflydelsesrige adelsslægter i tiden. Hun var ældste datter af Oluf Axelsen T., en af de skånske Axelsønner, som spillede en dominerende rolle i nordisk unionspolitik både på dansk og svensk side. Hendes moder Karen Falk, som bragte Vallø gods med sig ind i sit ægteskab, døde, mens Birgitte Thott var ganske lille. Fra fødslen syntes hun sikret store rigdomme og en placering i magteliten. Ved ægteskabet i 1442 med lagmand og rigsråd Erengisle Nilsson kom hun ind i den svenske højadel. Som morgengave fik hun store jordtilliggender i Sverige. Der kom ingen børn i ægteskabet. Fra Birgitte Thott blev enke i 1469, til hun døde ca. 30 år senere, var hendes liv fyldt med stridigheder. Først bestred ægtefællens børn af første ægteskab hendes ret til det svenske gods, og senere bestred faderens enke Anne Present hendes ret til Vallø gods i Danmark. Begge sager, der havde unionspolitiske overtoner, pådømtes i det svenske rigsråd.

Unionstiden 1397-1522 var en periode fyldt med konflikter, til tider åben krig, såvel mellem adelen og kongemagten som mellem de tre nordiske rigers adel indbyrdes, specielt mellem den svenske adel og den dansk-skånske adel. Birgitte Thotts farbrødre spillede en ledende rolle i tidens politik, og så længe hun havde deres opbakning, kunne hun opretholde kravet på sin svenske jord. Men i 1475 synes hun at have mistet denne støtte. I dette år testamenterede hun sit gods Hammersta i Södermanland til kirken, og umiddelbart efter blev hun sat under farbroderen Erik Axelsen T.s værgemål. Hun reagerede ved at forlade Sverige. Mens hun opholdt sig i Danmark, blev hun i Stockholm anklaget for at have forfalsket ejendomsbreve på Vallø og uretmæssigt at have solgt sin ret i godset til den danske krone. På dette tidspunkt havde hun ingen alliancer i det svenske rigsråd, og dommen i 1479 gik hende imod. I Danmark fandt hun fortsat støtte hos kongen, og i årene 1484-95 bestyrede hun som lensmand kronens gård Dronningeholm ved Arresø. Sine sidste år tilbragte hun i Sverige, hvor hun stadig havde store jordbesiddelser. Dem afhændede hun til den svenske rigsforstander Sten Sture, tilsyneladende ikke helt frivilligt. Hun var på trods af de foregående års trængsler en særdeles formuende jordbesidder, for denne godshandel er kendt som den største i svensk senmiddelalder. Salget af Vallø til den danske krone fik politiske konsekvenser, idet der med specifik henvisning hertil blev indført en paragraf i kong Hans’ håndfæstning 1483 og i efterfølgende håndfæstninger og unionstraktater, om at kongen aldrig måtte erhverve sig adelsgods.

Birgitte Thotts eftermæle har været blakket, da man længe anså dommen for dokumentfalsk for rigtig. I dag er man mere i tvivl. Hendes kamp for sine besiddelser, som hun endte med at tabe, skal ses i lyset af, at hun var kvinde uden egne efterkommere og i de sidste år uden slægtens støtte, at den udspillede sig i adelskredse, som konstant kæmpede om retten til jord, og at den blev en brik i unionspolitikken. Måske er det nærmere sandheden at se hende som en kvinde, der blev klemt i en turbulent tid.