Anne Marie Ejrnæs

Anne Marie Ejrnæs er vokset op i et lærerhjem i en lille stationsby i Sydøstsjælland. Da hun gik i 2. g, stak hun af hjemmefra og rejste til Frankrig. Forinden havde hun meddelt sin fransklærer, at hun ikke vidste, om hun ville være luder eller nonne, men foreløbig tog hun ned for at arbejde for Abbé Pierre på et børnehjem for gadebørn. Hjemkommet et halvt år senere giftede hun sig med samme fransklærer. Året efter, i 1966, blev hun student fra Køge Gymnasium og fødte sin første søn. I 1977 blev hun mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Gennem årene har hun og hendes familie været bosat forskellige steder, bl.a. 11 år på Stevns i et bofællesskab, der producerede økologiske grønsager. Senere slog hun sig ned på Frbg.

Anne Marie Ejrnæs var aktiv i Rødstrømpebevægelsen, bl.a. var hun 1971 med til at starte den første Femølejr, og hendes debut som forfatter i 1979 med romanen Karen og Sara, efterfulgt af Når du strammer garnet, 1981, er tidstypisk præget af 1970’ernes diskussioner om kvindefrigørelse, alternative livsformer og politisk engagement. 1971-73 opholdt Anne Marie Ejrnæs sig i Zambia sammen med sin familie. Hun har også foretaget rejser i Malawi, Tanzania, Zaire, Senegal og Marokko, og hendes universitetsspeciale handlede om afrikansk litteratur. Dette omfattende møde med Afrika i de unge år satte sig senere spor i forfatterskabet. I 1983 udgav hun romanen Ravnen, der skildrer konfrontationen med det fremmede kontinent gennem en ung kvinde, der leder efter sin forsvundne afrikanske mand. Med denne roman påbegyndte Anne Marie Ejrnæs den udforskning af kvindepsyken, der har givet hende en position som en af de bedste kvindeskildrere i nyere dansk litteratur. I Som svalen, 1986, en roman om forfatteren Thomasine Gyllembourgs liv, videreudviklede hun sin fortættede og billedrige impressionistiske stil. Karakteristisk for hendes prosa er den sansede detalje og en særlig form for kropslighed i skildringen af følelser, oplevelser og relationer mellem mennesker.

Som svalen blev Anne Marie Ejrnæs' gennembrud til publikum. Også den efterfølgende Kvindernes nat, 1988, er en historisk roman. Den udspiller sig i et harem i 1700-tallets Marokko med en tilfangetaget lærd, fransk adelskvinde som dramatisk centrum. Oplevelsen af den arabiske verden sætter hele hendes europæiske videnskabs- og oplysningstro på prøve. Det er igen mødet med det fremmede, ofte ekstreme eller uforståelige, der interesserer Anne Marie Ejrnæs. Krisen, et centralbegreb i forfatterskabet, rummer samtidig sin mulighed for forvandling, ny indsigt, nyt liv. Efter den eksotiske Kvindernes nat udgav hun slægtsromanen Sneglehuset, 1991, der følger Marie, fra hun er barn i en fattig jysk egn i 1880’erne, til hun er en midaldrende bondekone i bedre tider og på federe jorder. Romanen med det store persongalleri viser de historiske bevægelser i det danske samfund og deres nedslag i bondekulturen. Dens ramme udgøres af en nutidig, moderne splittet kvindetype, der lader slægtshistorien gå i dialog med sit eget liv. Anne Marie Ejrnæs bruger diskret det historiske stof både som spejling af og korrektiv til nutiden. Med fortsættelsen Theas færd, 1999, føres skildringen frem til vore dage med beretningen om en af Maries døtre, der kommer til at leve et anderledes kvindeliv. I modsætning til sin moder får hun ikke kærlighed og arbejde til at udgøre en helhed. Thea afviser det traditionelle forløb: at gifte sig til en gård. Efter skiftende pladser i huset og i restaurantkøkkener får hun en uddannelse som husholdningslærerinde. Nogen idyllisk fremstilling af den alenestående emanciperede kvinde er der ikke tale om. Thea er tiltrukket af kvinder, men tiden og miljøet er ikke til, at hendes seksualitet kan finde sin livsform. I aflæsningen af en kvindeskæbne viser romanen samtidig bondesamfundets gradvise opløsning og det modernes indtog.

Inden da havde Anne Marie Ejrnæs udgivet endnu en historisk roman, denne gang med en mandlig hovedperson. Thomas Ripenseren, 1996, foregår i 1300-tallet, hvor en ung dansk mand under en studierejse i Europa får sin skæbne knyttet sammen med beginerne, der levede sammen i uortodokse, religiøse kvindesamfund. Deres interesse for mystik gjorde mange af dem til inkvisitionens ofre, således også Marguerite Porte, som Thomas bliver skriver for. Billedet af 1300-tallets filosofiske diskussioner, religiøse vanvid og politisk-religiøse stridigheder udfoldes sammen med tætte sceniske skildringer af både danske og europæiske lokaliteter. Forholdet mellem hovmod og ydmyghed, et af motiverne i det psykologiske portræt af Thomas, har diskret adresse til en nutid, der fremmer og dyrker selvpromovering og selveksponering. Selv skyr Anne Marie Ejrnæs tidens hektiske tempo og det, hun kalder begivenhedskulturen. Hun er med sin blide og næsten undselige fremtoning ikke at finde på bogscenen med dens populære oplæsningsarrangementer og cafédiskussioner. Hendes bøger er researchet med stor og samme omhu, hvad enten det er almuens madretter eller islamiske skikke, der indgår i en scene, eller det er hele tankesystemer, som hendes søgende hovedpersoner konfronteres med. Som forfatter er det hendes styrke, at hun formår at forankre de store tanker og abstrakte systemer i sansningerne og den konkrete hverdag. Anne Marie Ejrnæs var 1991-94 medlem af bestyrelsen i Dansk PEN. Hun har bl.a. modtaget Dansk Litteraturpris for Kvinder 1990, Herman Bangs Mindelegat 1991 og Beatrice-Prisen 1992. I 1997 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.