Anne Krabbe

Blandt Anne Krabbes nærmeste slægtninge var flere fremtrædende personer. Hendes farfader var rigsmarsk Tyge K., hendes fader den lovkyndige rigsråd Erik K. og hendes faster den lærde Elsebe K. Selv er hun blevet karakteriseret som “en af de lærdeste damer, som nogen tid har været til i Danmark”. Faderen døde, da hun var barn. Om hendes barndom, opvækst og ungdom er der i øvrigt ingen underretning. Som 36-årig blev hun gift med den ni år yngre bogligt interesserede Jacob Bjørn til Stenalt på Djursland. Med ham levede hun i et barnløst ægteskab, indtil han, der havde et svagt helbred, døde otte år senere. Meget tyder på, at ægteparret har delt litterære og åndelige interesser. Anne Krabbe blev siddende som enke på Stenalt, som hun bestyrede til sin død i 1618. Her havde hun sit bibliotek, kunstkammer med bl.a. det såkaldte Christian 1.s rejsealter og en have, hvor der var opstillet en runesten, som Ole Worm så under et besøg og har beskrevet.

Anne Krabbes mange skriftlige efterladenskaber, der nu findes i Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet og Roskilde adelige Jomfrukloster, stammer alle fra den lange enketid. De omfatter bl.a. en værdifuld kopibog, der indeholder afskrifter af domme, testamenter, gavebreve, historiske optegnelser m.m., et håndskrift med især afskrifter af ligsten og epitafier, en række slægtsbogsredaktioner og flere våbenbøger. Dertil kommer en lægebog og et pergamenthåndskrift med rim og med billeder af danske konger. Senere forfattere roser hendes tegnekunst, men det er dog tvivlsomt, om hun selv har udført tegningerne. Usikkert er det også, om hun har digtet den salme og de viser, som en senere tid har forsøgt at knytte til hende. På Anne Krabbes tilskyndelse udkom i 1594 en bog om Kristelige og dydelige Jomfruer. Selv udgav hun 1612 under Kalmarkrigen en lille bønnebog, og i 1616 fulgte oversættelsen af en tysk postil. Kirkerne i Ørsted og Voer, der hørte under Stenalt, lod hun til Guds ære og sin egen og ægtefællens ihukommelse restaurere og forsyne med rigt inventar. Altsammen vidnesbyrd om et tidstypisk fromhedsliv. Som folkevisesamler bidrog hun med et materiale på 88 viser i det håndskrift, som bærer hendes navn. Her er ikke mindst hendes viseindledninger interessante vidnesbyrd om den nære sammenhæng, der for hende var mellem beskæftigelsen med folkeviser, lokalhistorie og slægtshistorie.

Anne Krabbe må først og fremmest karakteriseres som en flittig samler af dokumenter og oplysninger om fortiden. Det er hendes ihærdige og mangesidige arbejde, ikke mindst med den for den adelige selvforståelse så betydningsfulde genealogi, der med rette giver hende en fremtrædende plads i dansk kulturhistorie.