Anne Hardenberg (forfatter af 'trøsteskrift')

Anne Hardenberg, ikke at forveksle med Frederik 2.s ungdomskærlighed Anne Hardenberg, der var kusine til hendes fader, efterlod sig et lille skrift, bemærkelsesværdigt både ved sit indhold, omstændighederne omkring dets tilblivelse og dramatiske efterspil. Hun fik en for sin tid gedigen, stærkt religiøst anlagt, boglig uddannelse, men hendes opvækst var præget af moderens tungsind og mange dødsfald i den nærmeste familie. Af hendes syv søskende døde de tre brødre og en søster før forældrene, og af de tre overlevende piger led de to, Mette H. og Anne Hardenberg selv, af forskellige sindssygdomme.

Anne Hardenberg blev som 21-årig gift med den godt 15 år ældre Johan Rud til Møgelkær ved Horsens. Da hun efter fem års ægteskab omsider blev med barn, flyttede hun, temmelig usædvanligt, indtil videre tilbage til forældrene på Hagenskov på Sydfyn. I forbindelse med sin nedkomst her i 1592 blev hun ramt af en voldsom depression, forbundet med hysteriske og paranoide træk. Familien tvivlede i det følgende år flere gange på, om hun overlevede. Således mistede hun gennem en periode talens brug, “sa at mit melle Bleff mig tagen fra”, men fik den, oplyser hun selv, igen efter en natlig åbenbaring. Efter og måske som følge af sønnens død i 1593 kom hun sig delvis. Det var på dette tidspunkt, at hun fuldendte Trøsteskrift til mine forældre, som hun havde påbegyndt under sin sygdom. Bogen, der opbevares i Karen Brahes bibliotek i Landsarkivet i Odense, er smukt indbundet, skrevet i en net håndskrift med skiftevis rødt og sort blæk. Dens første del beskriver hendes “Siugdom och andligendis Nød” og trøster forældrene: hun vil komme sig med Guds hjælp. Anden del udgøres af en bøn, “Som Ieg har Seluer giort Och till ssamen sat”. Det mest påfaldende ved skriftet er på den ene side den selvforståelse, det vidner om, som en af Gud særlig udvalgt; gennem sin sygdom og mirakuløse helbredelse skulle hun vidne om Guds herlighed. På den anden side bønnens indhold, en ret harsk anmodning om, at Gud skulle åbenbare, straffe og offentligt forhåne hendes skjulte fjender, der ved hemmelige midler, dvs. trolddom, havde forgjort hende.

Tre år efter at Anne Hardenberg havde afsluttet sit skrift, lod hendes mand to almuekvinder anholde og anklage for gennem trolddom at have påført hustruen hendes sygdom. De to kvinder blev kort efter dømt og henrettet på Båg herredsting på Sydvestfyn. Under retssagen havde de udlagt endnu et par kvinder fra Jylland, og de røbede også, kraftigt hjulpet af ægteparrets foged, hvem der var deres bagkvinde, dvs. hvem det var, der fra starten ønskede at få ram på Anne Hardenberg. Det var Karen Gyldenstierne, der havde resideret på Boller ved Horsens, nabogods til Møgelkær. På trods af at hun var en af de mægtigste kvinder i landet, ven af kongen og af kansleren Niels Kaas, enke efter rigets marsk Holger Rosenkrantz, og at anklagen mod hende var skandaløs, kørte retssagen mellem de to kvinder i tre år ved adskillige herredsting, landstingene i Odense og Viborg og rigets højeste ret, rettertinget, indtil parterne omsider forligtes ved Christian 4.s personlige indgriben. Sagen blev desuden igangsætter af en anden, langt mere velkendt trolddomssag, nemlig processen mod Christence Kruckow. Den blev indledt to uger efter Anne Hardenbergs sag af dennes slægtning Anne Bille på Nakkebølle, nabogods til Hagenskov. Den lange retstrætte mellem Anne Hardenberg og Gyldenstierne er, også som trolddomsproces, ret enestående ved det lys, den kaster over den anklagende eller forfølgende part, her en kvinde, der tydeligvis selv led af paranoia.

Efter sin mands død 1609 involverede Anne Hardenberg sig i en strid om det gods, hun havde indbragt i ægteskabet. I 1617 skænkede hun en altertavle med korsfæstelsesmotiv til Egense Kirke. Hun døde 1625 på Vedtoftegård, som tilhørte hendes søster Kirsten H.