Anne-Lise Christensen

Anne-Lise Christensen voksede op i et kærligt, borgerligt hjem og var i mange år enebarn. Hun begyndte skolegangen i Kalundborg, men da faderen skulle avancere, lod han sig af hensyn til hendes uddannelse forflytte til Hillerød, hvor der var gymnasium. Fra 3. mellemskoleklasse gik hun på Frederiksborg Statsskole og blev student herfra i 1945. Hun bestod filosofikum ved Københavns Universitet i 1946. Samme år blev hun gift med en studenterkammerat, fik sit eneste barn i 1947 og opgav samtidig sit ønske om at studere litteratur. Parret boede de første 13 år i en længe af svigerforældrenes gård med stutteri i Kvistgård i Nordsjælland. Anne-Lise Christensen havde stor glæde af at deltage i livet på den nærliggende Krogerup Højskole, og hun var desuden aktiv i Folkevirke. Både hun og hendes mand var optaget af tidens politiske og kulturelle strømninger uden at være medlem af noget politisk parti, men de holdt det kommunistiske dagblad Land og Folk, og hun var medlem af Helsingørkredsen under det kommunistisk dominerede Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. I 1952 deltog de på Askov Højskole i Nordisk Sommeruniversitets første møde, hvor stemningen var entusiastisk, og bl.a. Niels Bohr og Mogens Fog holdt foredrag. Anne-Lise Christensen har fortalt, at hun da følte, at noget tændte i hende, og at hun måtte i gang med et studium. Samme år begyndte hun at studere psykologi ved Københavns Universitet, og i 1954 opholdt hun sig et år som Visiting Research Fellow på Harvard University i Boston, USA, hvor hendes mand var gæsteforsker. Ved forelæsningerne følte hun det, som om himlen var blevet åbnet, og under opholdet startede et livslangt, inspirerende venskab med den internationalt kendte neuropsykolog J.S. Bruner.

I 1957 blev Anne-Lise Christensen cand.psych. fra Københavns Universitet. Straks efter eksamen deltog hun i et kursus i psykoanalyse, da universitetet dengang helt så bort fra dette fagområde. Psykologen Lise Østergaard stod for kurset og inspirerede hende til at gå videre med klinisk psykologi. Hun var derefter ansat på Rigshospitalets psykiatriske afdeling og i Mødrehjælpen, indtil hendes mand i 1959 fik en stilling på Århus Universitet. Hun flyttede med og blev klinisk psykolog på Psykiatrisk Hospital i Risskov og året efter på Kommunehospitalet i Århus. Her fik hun et frugtbart samarbejde med professor og overlæge i neurokirurgi Richard Malmros, der gav hende frie og stimulerende forhold at forske under. Da den russiske professor i neuropsykologi A.R. Lurias Higher Cortical Functions in Man udkom i 1966, blev den skelsættende for hendes karriere. Med sin opfattelse af, at udviklingen af menneskets højere hjernefunktioner er betinget af hjernens stadige samspil med omverdenen, brød Luria med tidligere teorier, og Anne-Lise Christensen forstod straks, at denne holistiske model gav forklaring på mange af de problemer, som hun netop arbejdede med hos de neurokirurgiske patienter. Sammen med flere klinisk arbejdende læger, bl.a. overlæge i neurologi Mogens Dalby, fordybede hun sig i Lurias metode med henblik på at anvende den i praksis. I 1969 blev hun chefpsykolog på Psykiatrisk Hospital i Århus, og her opbyggede hun fra grunden Klinisk Psykologisk Afdeling. Samtidig blev hun lektor i medicinsk psykologi ved lægestudiet på Århus Universitet. På en verdenskonference i London i 1969 mødte hun Luria, som foreslog hende et studieophold på hans laboratorium ved den neurokirurgiske universitetsafdeling i Moskva, og efterfølgende modtog hun en invitation fra det russiske sundhedsministerium. I 1970 opholdt hun sig knap en måned hos Luria og arbejdede daglig tæt sammen med ham. Da hun kom tilbage til Århus, skrev hun bogen Luria’s Neuropsychological Investigation, 1974, og den blev udgivet med accepterende forord af mesteren selv og oversat til en række sprog, inklusive russisk. I 1973 og 1975 var hun atter på studiebesøg hos Luria. Efter sin mands pludselige død i 1980 flyttede hun til København Gennem årene havde hun haft regelmæssig kontakt med Rigshospitalets psykiatriske afdeling, og her blev hun forskningspsykolog 1981-85 og arbejdede videre med Lurias metode. Samtidig holdt hun stribevis af gæsteforelæsninger i store dele af verden. På denne tid var amerikanerne kommet længst med genoptræning efter hjerneskader, og Anne-Lise Christensen gik med ildhu ind for at opbygge et genoptræningscenter på Rigshospitalet. Det lod sig ikke gennemføre, men ved en kolossal indsats lykkedes det på Københavns Universitet under faget psykologi at etablere Center for Hjerneskade. Her var hun direktør 1985-98. Centrets hjerneskadede elever gennemgår flere måneders individuel genoptræning, og Anne-Lise Christensen har på grundlag heraf været med til at bevise, at beskadigede hjerners funktion på denne måde kan retableres i betydelig grad, en konklusion, der står i direkte modsætning til tidligere antagelser. I 1992 blev hun adjungeret professor i psykologisk rehabilitering ved Københavns Universitet. Da amterne oprettede videnscentre, blev hun i 1993 faglig leder af Videnscenter for Hjerneskade. Hun har i en lang årrække ivrigt deltaget i internationalt organisatorisk arbejde inden for neuropsykologi og har bl.a. arrangeret seks internationale konferencer i København Hun blev æresdoktor ved Lunds Universitet i 1994 og ridder af Dannebrogordenen 1989.

Anne-Lise Christensen har livet igennem haft en brændende interesse for psyken i forbindelse med hjernens funktion. Talentfuldt har hun grebet givne muligheder for at samarbejde med progressive neuropsykologiske forskere i USA og Europa, og hun er blevet internationalt kendt som en fremragende formidler af Lurias arbejde. Desuden har hun ihærdigt brugt sin store viden til en banebrydende klinisk indsats for genoptræning af mennesker med hjerneskader.