Faktaboks

Anne-Grethe Foss
Født
10. april 1942, Horsens
Arbejdsliv
Direktør, arkitekt og akademiker
Familie

Forældre: grosserer Aage Lynøe (1916-87) og Else Betty Vilma Nielsen (født 1916).

Gift 3. december 1960 med arkitekt Ole F., født 12. maj 1937 i Horsens, s. af provisor Svend F. og Grethe Marryat Johansen. Ægteskabet opløst 1968.

Bofælle 1975-83: civilingeniør Gert Moltke, født 26. juni 1929 i København, s. af forfatter, politiker Kai Vilhelm M. og sekretær Rakel Hansen.

Børn: Nikolaj (1961), Rasmus (1977), Ida (1980).

Anne-Grethe Foss' hovedværk påbegyndtes i 1993 og forventes afsluttet omkring 2030. I sin karakter kan det minde om Carl Nielsens 4. symfoni Det uudslukkelige, et ubrudt symfonisk forløb tegner et storslået tonebillede af liv. Kodeordet i hendes værk er by. Værket er ikke noteret i klassisk forstand, partituret er tegnet som en strategisk plan. Det opføres ikke i en koncertsal, men på en strandeng på Vestamager. Ørestad vil i sin afsluttede form kunne beskrives som en urban komposition, i hvilken bygværker har indtaget nodernes plads, og byens puls ikke angives af en metronom, men af metroen, byens nye fuldautomatiske letbane. Værket er ikke skrevet for instrumentalister, men for et utal af specialister, bygherrer og beslutningstagere. Orkestrets sound er kakofonisk snarere end symfonisk.

Som administrerende direktør for Ørestadsselskabet er Anne-Grethe Foss både komponist og dirigent. Hun har fra selskabets etablering i 1993 været den dagligt ansvarlige for realiseringen af den vision, som Folketinget formulerede med loven om Ørestad 1992. Ørestad og Metro udgør tilsammen en udfordring, som selv stærke mænd ville tøve overfor. Skønt både bybygning og infrastrukturanlæg altid har været mandsdomæner, så Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og finansminister Mogens Lykketoft skarpere end de fleste i 1993, at Anne-Grethe Foss besad netop det potentiale, som ledelsen af et så stort og risikofyldt projekt krævede. Hun havde ved sin udnævnelse til administrerende direktør i Ørestadsselskabet været planlægningschef i DSB siden 1990. I denne stilling spillede hun en central rolle i lovgivningen om den faste Øresundsforbindelse og havde vist sig i besiddelse af en usædvanlig kompetence i styring af komplicerede tekniske og politiske beslutningsforløb. Sin specielle fortrolighed med højt prioriterede trafikale problemstillinger havde hun forinden erhvervet i Trafikministeriets planlægningsafdeling, hvor hun bl.a. havde været hovedforfatter til den redegørelse, som Udvalget om Hovedstadsområdets Trafik afgav i 1988. Som uddannet byplanarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole med efterfølgende ansættelse i Miljøministeriet måtte hun endvidere formodes at have en relevant byplanmæssig baggrund, i hvert fald på det teoretiske plan.

Ørestad og Metro, byplanlægning og transportteknologi, det er store krav at stille til én person. Anne-Grethe Foss honorerer disse krav. Hun arbejder utrætteligt, med en tilsyneladende uudslukkelig energi, en beundringsværdig tålmodighed og en blid stålsathed, som har placeret hende centralt i det offentlige meningsrum og gjort Ørestad og Metro til pejlemærker i en dynamisk Øresundsregion. Byplanen er tegnet af finske arkitekter, det første store byggeri, Rigsarkivet, af tyske arkitekter og det nye universitet af danske arkitekter, mens Metroens design er italiensk. Det kvalitative niveau er imponerende. Anne-Grethe Foss' resultater er betydningsfulde for kvindens ligestilling i det danske samfund, som Ørestad og Metro allerede er det for Københavns udvikling til en moderne metropol.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig