Anna Mosegaard

Anna Mosegaard blev født i Tyskland. Hendes opvækst var præget af, at hun i fire år var anbragt i vajsenhus som følge af faderens tidlige død og moderens, formentlig uretfærdige, fængselsdom for bagvaskelse. Moderen var 1891 blevet dømt for at have udlagt en præst som fader til et “uægte” barn. Som 14-årig blev Anna Mosegaard sendt ud som tjenestepige, indtil hun i 1898 blev fabriksarbejderske og mødte Johann M., som hun giftede sig med i 1901. Familien flyttede til det dengang tyske Haderslev i 1906, og de følgende år gjorde hun sig gældende både som forfatter og som aktiv i arbejderbevægelsen. Hun skrev bl.a. bidrag til det socialdemokratiske kvindetidsskrift Die Gleichheit, redigeret af Clara Zetkin, og havde kontakt til ledende kvinder på partiets venstrefløj som Rosa Luxemburg. Under Første Verdenskrig var hendes mand indkaldt til krigstjeneste, mens hun tog sig af hjem og børn. Hun blev desuden medlem af et kommunalt velfærdsudvalg. Det var helt usædvanligt at en socialdemokratisk arbejderkvinde fik tildelt sådanne opgaver, og det viser, at hun var kendt og positivt vurderet, også i det overvejende konservative byråd.

I 1919 valgtes Anna Mosegaard til det preussiske parlament som eneste kvinde fra Slesvig-Holsten og eneste socialdemokrat fra Nordslesvig. Mordene på Luxemburg og K. Liebknecht få dage efter valget satte imidlertid den revolutionære arbejderbevægelse ud af spillet. Som følge af disse uroligheder og ikke mindst efter pres fra familien gav hun afkald på sit mandat og flyttede kort efter til Silkeborg, hvor ægtefællen havde fået arbejde. Han og parrets ældste søn Hans blev hurtigt aktive i den politiske og faglige arbejderbevægelse i byen. Anna Mosegaard kunne imidlertid ikke finde sig til rette, da hun i modsætning til sin mand ikke havde nogen tilknytning til Danmark. I 1923 flyttede familien tilbage til Haderslev, og forholdet mellem ægtefællerne forringedes i de følgende år. 1932 blev de separeret og tre år efter skilt. Anna Mosegaard flyttede en kort overgang tilbage til sin fødeby Nordhausen, siden til Kiel, hvor datteren boede. Men da den socialdemokratiske arbejderbevægelse med dens kulturorganisationer var blevet forbudt ved nazisternes magtovertagelse i 1933, kunne hun ikke reintegrere sig og vendte året efter tilbage til Haderslev, hvor den yngste søn boede, og blev her til sin død.

Anna Mosegaards forfatterskab er omfangsrigt og meget tidstypisk. Flere af hendes noveller bygger delvis på personlige erfaringer fra vajsenhuset, tiden som tjenestepige og fabriksarbejderske. Det gælder fx en fortælling om en tabt strejke, der udkom på dansk i Frie Kvinder og i Tobaksarbejderforbundets fagblad så sent som i 1970’erne. Enkelte noveller blev genudgivet i tyske antologier i 1960’erne og 1970’erne. En anden fortælling bragt i Det røde Postbud, det tyske socialdemokratis dansksprogede agitationsblad i Nordslesvig, behandlede den nationale modsætning i Nordslesvig og dens overvindelse i arbejderklassen. Disse beretninger og fortællinger blev som regel først trykt i arbejderpressen, og 1914 blev de samlet i to bøger Im Jahre 2000 og Rose Köster. Anna Mosegaard skrev også en lang række teaterstykker, hvoraf de fleste er en slags eventyrspil for børn, beregnet på at stimulere arbejderbørnenes fantasi. De første kendte stykker er fra 1909, det sidste fra 1932. Endelig skrev hun to skuespil for voksne, som blev opført på tysk i Haderslev under Første Verdenskrig og i 1920’erne. Stykkerne er ikke siden blevet opført.