Adelgunde Vogt måtte fra sit 12. til sit 14. år holde sengen efter et fald og brugte tiden til at tegne, klippe og modellere dyr. Da forældrene så hendes kunstneriske evner, skaffede de hende undervisning hos en ung billedhugger Johan Peter Heldt, der var elev ved Kunstakademiet. En del af sine unge år tilbragte Adelgunde Vogt i Sorø og Slagelse, men da familien efter faderens død flyttede til København, blev hun 1837 elev af billedhuggeren Hermann Ernst Freund, der havde arbejdet som billedhugger hos Bertel Thorvaldsen i Rom. Fra 1840 arbejdede hun som elev i Thorvaldsens atelier på Charlottenborg. Pladsen her var begrænset, og baronesse Christine Stampe, den berømte billedhuggers nære veninde og beskytter, så ikke med nådige øjne på “Frk. H.”, som fyldte atelieret op med den næsten to meter høje model til en Staaende Hest, 12 Quarteer høi. Thorvaldsen fandt Adelgunde Vogt begavet som kunstner. Allerede i 1838 havde hun vakt opmærksomhed på Charlottenborgs Forårsudstilling med en lille elfenbensskulptur af en hest, og i 1839 fik hun en af Akademiets udmærkelser Neuhausens Præmie for gruppen En Ko med en diende Kalv. I 1843 kunne Thorvaldsen som Kunstakademiets direktør foreslå hende som akademimedlem med den store stående hest som medlemsstykke. Da kvinder imidlertid ifølge statutterne var afskåret fra medlemskab, gjorde man hende i stedet til æresmedlem. Også Christian 8. protegerede hende og købte hendes arbejder. Efter Thorvaldsens død i 1844 rejste hun med kongelig understøttelse til Italien, hvor hun blev i fem år. I 1846 giftede hun sig i Napoli med den 68-årige chargé d’affaires Frederik S. Vogt. Efter at være vendt tilbage til København løste hun først og fremmest sin opgave som hustru og moder til de to sønner, hvoraf den ældste blev ingeniør, og den yngste trådte i sin moders fodspor som billedhugger. Først nogle år efter ægtefællens død begyndte hun igen at modellere og udskære og var i mange år en af de mest yndede udstillere på Charlottenborg.
Kvinder på Adelgunde Vogts tid fungerede kun i beskedent omfang som malere, og en kvindelig billedhugger var en endnu større sjældenhed. Som billedhugger var Adelgunde Vogt en “animalier”, dvs. en dyreskulptør. Det var en i Danmark hidtil ukendt genre, der i Frankrig var under udvikling. Hendes mindre skulpturer, der blev støbt i bronze eller skåret i elfenben eller buksbom, var altid meget præcist gengivet, selvom de var små og spinkle. Hendes dyreskulpturer i naturlig størrelse kunne derimod have en stor plastisk kraft. Skulpturerne gengav oftest hunde, heste, hjorte eller køer, somme tider også dyr hun kun kunne se i menagerier. Blandt hendes værker findes desuden grupper af dyr og mennesker sammen, og hun udstillede i sin ungdom en række portrætbuster af fremtrædende personer som konferensråd Jonas Collin og fødselslæge Sylvester Saxtorph. Hendes mest kendte værk er den store hjortegruppe i bronze foran Jægerspris Slot. En del af Adelgunde Vogts skulpturer er bevaret, men flere af hendes værker er gået til grunde, nogle ved Christiansborgs brand i 1884, andre, der var deponerede på kunstmuseer, på grund af dårlige opbevaringsforhold.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.