Nathalie Larsen

Nathalie Larsen skrev ikke meget, på trods af at hendes livs alvorligste bestræbelse var at komme til orde. Hun forfattede alt i alt et lille dusin korte skuespil, hvoraf kun halvdelen blev udgivet og sandsynligvis kun et enkelt opført. Men det, hun skrev, står stærkt i det samlede billede af kvindelige udtryk fra de sidste 20 år af 1800-tallet. Nathalie Larsen var nemlig en af de ganske få, som både havde erfaringer med at leve et frit liv som selvstændig og erotisk myndig kvinde og havde mod til at gøre sine erfaringer til kunst.

Nathalie Larsen stillede således, bogstavelig talt, en radikaliseret levevis til skue. Hun var barn af jævne kbh.ske borgere, og tilsyneladende var der ikke noget i hendes opvækst og baggrund, der lagde op til dette yderliggående voksenliv. Men indirekte var der nok alligevel. Hun var fri for tage hensyn til tunge slægtstraditioner og var ikke hæmmet af en dydsiret højborgerlig opdragelse. Og uden formue, som hun var, var hun tvunget til enten at gifte sig til en fremtid eller til at blive selvstændig. Hun valgte det sidste og havde, inden hun i 1887 indledte et kærlighedsforhold til den yngre forfatterspire Gustav Wied, udgivet tre små dramatiske stykker. Debuten I Mørkningen, 1884, udkom under pseudonymet Enel, mens resten af forfatterskabet blev skrevet i eget navn. Forholdet til Wied varede til ca. 1890 og var for dem begge en vækkelse, erotisk såvel som kunstnerisk. De arbejdede i København sammen med Strindberg, der med sit såkaldte forsøgsteater ville skabe en avantgardescene for det psykologiserende drama. Nathalie Larsen varetog i dette pionerarbejde mange funktioner. Hun tog sig af det praktiske, men virkede også som forfatter, oversætter og skuespiller. Forsøgsteatret havde ikke succes og måtte lukke efter blot en sæson. 1891 giftede hun sig med den norske skuespiller Valdemar Lippert. Samlivet blev dog kortvarigt, og 1906 blev ægteskabet opløst, hvorefter hun levede hos sin søster resten af sit liv.

Nathalie Larsens teaterstykker giver ordet til de kvinder, som det moderne gennembruds mænd efterlyste. I det lille “dramatiske interiør” med titlen Man kan ikke blive ved, 1888, skildres fx den selvstændige og erotisk frigjorte kvinde, der hengiver sig til sin elsker af lyst. Det er i sig selv enestående, men lige så interessant er det, at Nathalie Larsen afslører, at manden reagerer over for disse kvinder med angst og tilbagetrækning, således som det sker i enakteren Vissent Løv, 1885. På denne måde gav hun, med sit eget levede liv som erfaringsrum, den måske mest nuancerede psykologiske bearbejdning af det komplekse stof som bl.a. 1880’ernes Sædelighedsfejde handlede om. Der er derfor ikke noget at sige til, at Nathalie Larsens ord ikke kunne blive hørt. De var for fripostige og for farlige.